livet

Nogle gange møder man et menneske, der gør et særligt indtryk. Sådan et menneske er Søren Dahl. Vi lå på den samme ankerplads på Madeira i 2000. Senere krydsedes vores veje på Gran Canaria, Cape Verde og forskellige steder i Caribien.

At sejle over Atlanten fire gange er ikke det eneste Søren har gjort. Han var blandt de første til at etablere økologisk landbrug i Danmark. Han har kørt en pølsevogn tværs over USA, og solgt hotdogs i både Kina og Grønland for velgørenhed. I en alder af 50 har han gennemført to ironman. Bare for at nævne “et par ting”.

Søren er et inspirerende og drivende menneske, og jeg var så heldig at høre et af hans foredrag i København i efteråret. Foredraget handlede om at nå sine mål. Men da han fortalte om hvordan han, efter at have været i Columbia sammen med det danske landshold i banecykling, og var tæt på ikke at komme med flyet hjem, lænede en af tilhørerne sig tilbage i stolen og foldede armene over brystet. Da foredraget var færdigt, og Søren svarede på spørgsmål, sad manden stadig tilbagelænet med armene over kors. Som om han havde hørt det han havde brug for at høre, for at kunne konkludere, at det er umuligtat realisere sådanne projekter. Han rakte efter lidt tid hånden i vejret og spurgte Søren: “Har alt det du har opnået slet ikke haft nogen omkostninger? Du kan vel ikke have børn og familie med alt det du har lavet?”

Da Søren havde svaret, sad manden og nikkede selvtilfreds. Jeg kunne næsten se at han tænkte, at det Søren havde opnået kunne man kun opnå, hvis man ikke havde nogen forpligtelser af nogen art.

Her havde jeg lyst til at smide en bog i hovedet på manden. Jeg havde godt nok ingen bøger med, men så min mobil da. Eller mine nøgler. Hele Sørens foredrag handlede om, at man med målrettethed og vilje, kan opnå sine mål. Men visse mennesker vil hellere se forhindringerne end mulighederne.

“Min båd er for lille”, “min båd er for stor”, “mit hus er for dyrt”, “børnene er for små”, “børnene er for store” … Man kan altid finde en undskyldning for ikke at komme ud af sin komfortzone og realisere sine drømme. Det er ligegyldigt om det gælder at rejse, starte eget firma, eller lære at spille klaver. Men vi har selv et valg. Det er forskellen mellem at sidde på bagsædet eller bag rattet i den bil vi kalder “livet”. Vi bestemmer selv hvad vi vil med det. Og det skal nok gå. Problemerne har en tendens til at løse sig.

Men hvorfor ser vi hellere forhindringerne end mulighederne? Hvorfor lader vi angsten bestemme over drømmene? Angsten for alt det som kan gå galt, i stedet for glæden ved det hele når det går godt? Når Søren sætter sig et mål går han “all in”. Han har 100% fokus på sit mål, og arbejder de fleste af døgnets vågne timer for at nå det. Derfor lykkedes han med sine planer. Han arbejder hele tiden målrettet imod det. Holder fokus.

Det er sjældent at jeg selv har mulighed for at gå “all in”. I stedet tager jeg små skridt hver eneste dag. Bestemmer mig for at bruge 10 minutter, en time, eller hvad der nu er rimeligt på mit projekt. Hver eneste dag! Selv hvis jeg er træt efter en lang dags arbejde, overkommer jeg 10 minutter. Og de 10 minutter bliver som oftest til mere, for det er jo inspirerende at arbejde mod sine drømme og mål. Og lige pludselig, med kun en time eller 10 minutters indsats om dagen, har jeg nået mit mål.

Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at høre, hvordan du når dine mål? Skriv gerne i kommentarerne her under.

(Du kan læse mere om Søren Dahl og hans projekter på hans hjemmeside. Her giver han også gode råd mod søsyge.)

I gamle dage gik man på jagt for at få mad på bordet. Man fiskede for at overleve. Man red på heste for at komme fra A til B. Man sejlede af samme grund. Eller for at lægge garn. Man dyrkede gulerødder og kartofler, ikke fordi det var hyggeligt, men fordi man behøvede mad. For at overleve.

I vore dage, i den vestlige verden, har vi ikke den slags problemer. Ren, basal overlevelse er i hvert fald (og heldigvis) ikke noget vi behøver at bekymre os om. De fleste af os arbejder heller ikke med noget som har direkte indflydelse på vores overlevelse. Men det betyder måske også, at der mangler noget i vores liv? Noget som virkelig giver mening, på et basalt og grundlæggende plan? Noget som kan tilfredsstille det menneskelige instinkt for at kæmpe for sin overlevelse?

Alt det man tidligere gjorde for at overleve, gør man nu i sin fritid. Jager, fisker, rider, sejler og dyrker køkkenhaver. Det giver god mening i et liv som ellers er præget af kontorer, supermarkeder og motorvejskøer.

Hvor man før i tiden sejlede fordi man skulle fra A til B, fordi man var tvunget, gør man det nu for sjov, og som oftest kun fra A til A. Der er ingen tvivl om, at livet på en sejlbåd giver mening. Her kan man opleve de basale, overlevelsesmæssige udfordringer igen. Dem som vores stenalderforfædre kæmpede med. Det er et rigtigt problem når vandtanken er tom. Det er et rigtigt problem hvis vinden vender på ankerpladsen, og man pludselig ligger opankret ved en luv kyst. Det føles som et rigtigt problem hvis vinden er imod, det regner, blæser og er koldt. Det er ubehageligt når man står i situationen, men man er glad og tilfreds når man har løst problemet.

Det enkle liv på en båd gør også, at man værdsætter højdepunkterne mere. Når man har oplevet modgangen, skal der ikke så meget medgang til for at bringe glæde. Efter en sejlads med høj søgang, regn, modvind og søsyge nyder man virkelig at komme ned i en varm kahyt. Tænde petroleumslampen og få en kop med varm kakao og et stykke knækbrød med spegepølse. Så er kontoret, bilkøerne og rudekuverterne meget langt væk. Kakaoen havde ikke smagt nær så godt, hvis det havde været solskin og varmt ude.

Jeg mener ikke at livet er uden mening, men at sejle giver det i hvert fald mere værdi. Eller at dyrke sin egen mad, eller at fiske. Ting man før i tiden gjorde for ren overlevelse. Jeg hverken jager eller fisker, men jeg går ud fra at det er det samme. Er du enig med mig?

Vi lå opankrede foran havnen i Funchal på Madeira. Vi var ankommet efter tre døgns sejlads fra Lissabon dagen inden. Det var meget belejligt på samme tid som der var Madeiravinsfestival. Der var ikke overraskende en god stemning overalt i byen, og jeg ved ikke hvem som havde fået mest vin: Dem som skænkede den op, eller vi som skulle smage den. Det var min første sejltur i Atlanterhavet. Jeg følte mig stolt over at have sejlet der til. At have klaret de 500 sømil på åbent hav. Det var stort at gå rundt på den grønne ø, hvor hver have og hver altankasse havde blomster som vi hjemme kun ser indendørs.

Min veninde Sussie og jeg sad i cockpittet om aftenen. Over os lyste stjernerne ned på os, og inde på land kunne vi se lysene fra byen som kravlede op ad bjerget. Atlanterhavet gled dovent ind mod stranden med en dæmpet susen.

“Nogen gange, når jeg er til selskaber, er der folk som spørger mig om hvad jeg laver i min fritid,” sagde Sussie. “Jeg spiller klaver.”

Jeg nikkede, men forstod ikke rigtigt hvor hun ville hen. Sussie og jeg havde allerede haft mange gode snakke ombord på båden, så jeg regnede med at der snart ville komme et guldkorn.

“Det har jeg altid drømt om at lære, er der rigtigt mange som siger,” fortsatte Sussie. “Men jeg forstår det ikke. Hvorfor gør folk ikke noget ved det? Hvorfor drømmer de kun om, at lære at spille klaver. Man lærer det kun ved at øve sig. At få undervisning. Man opnår ikke sine mål ved kun at snakke om det.”

Jeg nikkede igen, og forstod nu hvor hun ville hen. Jeg forstod dog ikke hvilken stærk indflydelse denne samtale skulle få på resten af mit liv.

“Hvis man altid har drømt om at lære at spille klaver, hvorfor lærer man det så ikke?” Sussie så spørgende på mig. Jeg vidste det ikke. Jeg var 25 år og havde endnu ikke selv indset, at man er sin egen lykkes smed. At muligheder lige så meget er noget man skaber selv, som noget som kommer til en.

Denne stjerneklare nat, med smagen af Madeiravin i munden, Atlanterhavet klukkende mod skrogsiden og bølgernes brusen som underlægningsmusik ændrede mit liv. Det er ikke nok at drømme, man skal også gøre noget ved det. Efter den aften blev jeg “min egen lykkes smed”. Når jeg sætter mig et mål overvejer jeg, om jeg virkelig vil nå det, eller om det bare er snak. Tager et lille skridt. Hver dag. Mod målet.

Så Sussie, hvis du læser det her: Jeg beklager hvis jeg ikke husker samtalen helt ordret, men meningen er god nok. Den nat lærte jeg at holde op med kun at drømme om at spille klaver. Jeg lærte at nå mine mål og opfylde mine drømme i stedet.