Ud af komfortzonen
Jeg øver mig i at komme ud af min komfortzone. Men når Jante-loven bestemmer, kan man så bare begynde at tale med fremmede mennesker uden at få smæk?
Se hvordan det gik:
Jeg øver mig i at komme ud af min komfortzone. Men når Jante-loven bestemmer, kan man så bare begynde at tale med fremmede mennesker uden at få smæk?
Se hvordan det gik:
Der er mange ting sejlere kan være bange for inden de begiver sig ud på havet. Storm, forlis, drukning og kollision er bare nogle. Hvis man anstrenger sig, kan man sikkert finde flere farer end glæder ved at være på havet. Heldigvis kan man ret let sikre sig mod de fleste farer med lidt planlægning. Men én fare vækker endnu større rædsel end alle de andre: Pirateri.
For et par uger siden var jeg på en skrivecafé på Skriveværkstedet i København. Skriveværkstedet er en interessant blanding af et forlag, redaktører, illustratorer og korrekturlæsere som hjælper forfattere med kurser og konsulentbistand til at skrive bedre bøger.
Skrivecaféen er et tilbud Skriveværkstedet har hvert kvartal. Her bliver der i løbet af et par timer holdt en række spændende foredrag. Et af dem var denne gang med eventyreren Rasmus Krath, som lever af at rejse rundt i verden og senere holde foredrag om sine oplevelser.
Rasmus Krath forsøgte ikke at undgå det som vi sejlere er allermest bange for. Han opsøgte derimod piraternes højborg i Somalias Puntland-provins. På foredraget viste Rasmus et kort klip fra den film han indspillede, mens han var i Somalia og besøgte piraterne. Det var stærke sager, som gjorde et dybt indtryk på mig og satte mange tanker i gang. Jeg kontaktede derfor Rasmus Krath et par dage senere, og spurgte ham om han dog ikke var bange mens han var i Somalia? Pirateri er jo stort set den værste katastrofe jeg kan forestille mig på havet.
“Jeg havde en mening med projektet, der rakte ud over mig selv,” svarede Rasmus. “Jeg ville fortælle historien om Somalia og påvirke folks syn på elendigheden der. Så projektet handlede ikke kun om mig. Min frygt blev vejet op imod et ‘større’ formål.”
At Rasmus Krath involverer sig i andre og deres liv, er der ingen tvivl om. Når han rejser sætter han sig ind i de lokale forhold, og hvordan folk tænker og føler. Han mener, at man får meget mere ud af at rejse, og også at sejle, hvis man gør det for andre end sig selv. Som professionel eventyrer ved han hvad han taler om. Det er når man involverer andre i sit “projekt” at de store oplevelser kommer. Det er lettere at blive “inviteret”, hvis man også selv inviterer. Det er lettere at få hjælp hvis man selv hjælper andre. Når man interesserer sig for andre, og deres problemer, får man en helt anden kontakt.
“Det bliver bare federe, når det rækker ud, så andre også får noget ud af det,” forklarede han. “Det er desuden det mindste man kan gøre overfor dem ude i verden man involverer i projektet. Ellers er deres venlighed, og måske risikovillighed, kun gået til dig alene som person. No trade.”
Det som ofte holder os tilbage fra de store eventyr er risikoen. Måske ikke risikoen for liv og helse, som for Rasmus Krath i Somalia, men måske frygten for ikke at kunne få arbejde når vi kommer hjem igen, at børnene kommer bagud i skolen eller at vi ikke får indbetalt nok til pensionen.
Jeg spurgte derfor Rasmus Krath, om det var risikoen værd. Den frygt han skulle overvinde, og den risiko han tog, var trods alt meget større end de bekymringer som holder mig selv tilbage fra at forfølge visse drømme. Vejer erfaringerne og oplevelserne tungere på vægtskålen end frygten og risikoen inden?
“Det var absolut det hele værd. Min film er blevet sendt i 25 lande, jeg har holdt 200 foredrag, været i 20 TV-interviews i Danmark. Sammenlagt har jeg nået mange millioner mennesker med historier, tanker og holdninger i forhold til Somalia. Jeg føler mig meget privilegeret og heldig over at have fået lov til at nå så langt ud. Min egen frygt fylder stort set ingenting i denne sammenhæng.”
Vi “almindelige” mennesker kan lære meget af Rasmus Krath. Vi behøver måske ikke at tage til et af de farligste steder i verden, men vi går måske og overvejer, om vi tør rejse ud i verden i nogle måneder, eller måske endda i nogle år.
Mark Twain er ofte blevet citeret for følgende:
Twenty years from now you will be more disappointed by the things you didn’t do than by the ones you did do. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbour. Catch the trade winds in sails. Explore. Dream. Discover.
Rasmus Krath er ikke uenig: “Følg drømmen, men træd ikke andre over tæerne undervejs for at opfylde den. Det lyder måske ret frelst – men jeg mener det, følg din drøm.”
Du kan læse mere om eventyreren Rasmus Krath på hans hjemmeside. Her er der også en liste over alle de foredrag han holder. Jeg kan varmt anbefale at høre ham!
Jeg syntes at det her med frygt er interessant, og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad din største frygt er? Eller har du måske tidligere haft en frygt men overvundet den? Jeg vil meget gerne høre om det!
(Alle fotos © Rasmus Krath. Piratflaget © mandolux via Compfight cc)
Jeg var på Gran Canaria og var lige en tur nede i havnen i Las Palmas for at se, om der var nogen jeg kendte.
Ved en af flydebroerne lå der en svensk Albin Vega. Den så ikke ud af meget ved siden af alle de store Dufour, Jeanneau, Bavaria, Najad og hvad som ellers lå i havnen. Det rustfrie var ikke længere helt rustfrit, der hang tøj til tørre overalt og hele agterenden var fuld af udstyr.
I cockpittet var der fyldt med hovedsageligt unge mennesker.
Der var faktisk så mange mennesker, at agterenden lå betydeligt dybere i vandet end stævnen. Deres smittende latter nåede op til mig på kajen, og hele båden lyste af en lykke og et fællesskab man sjældent ser.
Hvad den båd ikke havde i størrelse, havde den i glæde.
Jeg gik der fra med en glæde over at se, at de her unge mennesker havde realiseret drømmen uden at have en tyk tegnebog og en stor båd. Jeg er sikker på, at deres rejse giver dem lige så mange oplevelser, som dem som venter til de har den perfekte båd, den perfekte timing, og den perfekte økonomi.
For den gode timing kommer nemlig ikke selvom man venter. Jeg tror at det er noget man selv skaber med de midler man har nu og her.
Hvis man går og venter på at vinde i Lotto, at man får tilbudt et bedre betalt job, eller at børnene skal blive større, kommer man nok aldrig ud i verden.
Hvorfor vente på noget man ikke selv har kontrol over? Det er meget bedre at bruge det man allerede har, tilpasse sig efter de midler som findes og lave sit projekt efter det. Som for eksempel at sejle ud i verden i en 40 år gammel Vega, i stedet for at blive hjemme for at arbejde og spare penge sammen.
Nogle gange møder man et menneske, der gør et særligt indtryk. Sådan et menneske er Søren Dahl. Vi lå på den samme ankerplads på Madeira i 2000. Senere krydsedes vores veje på Gran Canaria, Cape Verde og forskellige steder i Caribien.
At sejle over Atlanten fire gange er ikke det eneste Søren har gjort. Han var blandt de første til at etablere økologisk landbrug i Danmark. Han har kørt en pølsevogn tværs over USA, og solgt hotdogs i både Kina og Grønland for velgørenhed. I en alder af 50 har han gennemført to ironman. Bare for at nævne “et par ting”.
Søren er et inspirerende og drivende menneske, og jeg var så heldig at høre et af hans foredrag i København i efteråret. Foredraget handlede om at nå sine mål. Men da han fortalte om hvordan han, efter at have været i Columbia sammen med det danske landshold i banecykling, og var tæt på ikke at komme med flyet hjem, lænede en af tilhørerne sig tilbage i stolen og foldede armene over brystet. Da foredraget var færdigt, og Søren svarede på spørgsmål, sad manden stadig tilbagelænet med armene over kors. Som om han havde hørt det han havde brug for at høre, for at kunne konkludere, at det er umuligtat realisere sådanne projekter. Han rakte efter lidt tid hånden i vejret og spurgte Søren: “Har alt det du har opnået slet ikke haft nogen omkostninger? Du kan vel ikke have børn og familie med alt det du har lavet?”
Da Søren havde svaret, sad manden og nikkede selvtilfreds. Jeg kunne næsten se at han tænkte, at det Søren havde opnået kunne man kun opnå, hvis man ikke havde nogen forpligtelser af nogen art.
Her havde jeg lyst til at smide en bog i hovedet på manden. Jeg havde godt nok ingen bøger med, men så min mobil da. Eller mine nøgler. Hele Sørens foredrag handlede om, at man med målrettethed og vilje, kan opnå sine mål. Men visse mennesker vil hellere se forhindringerne end mulighederne.
“Min båd er for lille”, “min båd er for stor”, “mit hus er for dyrt”, “børnene er for små”, “børnene er for store” … Man kan altid finde en undskyldning for ikke at komme ud af sin komfortzone og realisere sine drømme. Det er ligegyldigt om det gælder at rejse, starte eget firma, eller lære at spille klaver. Men vi har selv et valg. Det er forskellen mellem at sidde på bagsædet eller bag rattet i den bil vi kalder “livet”. Vi bestemmer selv hvad vi vil med det. Og det skal nok gå. Problemerne har en tendens til at løse sig.
Men hvorfor ser vi hellere forhindringerne end mulighederne? Hvorfor lader vi angsten bestemme over drømmene? Angsten for alt det som kan gå galt, i stedet for glæden ved det hele når det går godt? Når Søren sætter sig et mål går han “all in”. Han har 100% fokus på sit mål, og arbejder de fleste af døgnets vågne timer for at nå det. Derfor lykkedes han med sine planer. Han arbejder hele tiden målrettet imod det. Holder fokus.
Det er sjældent at jeg selv har mulighed for at gå “all in”. I stedet tager jeg små skridt hver eneste dag. Bestemmer mig for at bruge 10 minutter, en time, eller hvad der nu er rimeligt på mit projekt. Hver eneste dag! Selv hvis jeg er træt efter en lang dags arbejde, overkommer jeg 10 minutter. Og de 10 minutter bliver som oftest til mere, for det er jo inspirerende at arbejde mod sine drømme og mål. Og lige pludselig, med kun en time eller 10 minutters indsats om dagen, har jeg nået mit mål.
Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at høre, hvordan du når dine mål? Skriv gerne i kommentarerne her under.
(Du kan læse mere om Søren Dahl og hans projekter på hans hjemmeside. Her giver han også gode råd mod søsyge.)
I gamle dage gik man på jagt for at få mad på bordet. Man fiskede for at overleve. Man red på heste for at komme fra A til B. Man sejlede af samme grund. Eller for at lægge garn. Man dyrkede gulerødder og kartofler, ikke fordi det var hyggeligt, men fordi man behøvede mad. For at overleve.
I vore dage, i den vestlige verden, har vi ikke den slags problemer. Ren, basal overlevelse er i hvert fald (og heldigvis) ikke noget vi behøver at bekymre os om. De fleste af os arbejder heller ikke med noget som har direkte indflydelse på vores overlevelse. Men det betyder måske også, at der mangler noget i vores liv? Noget som virkelig giver mening, på et basalt og grundlæggende plan? Noget som kan tilfredsstille det menneskelige instinkt for at kæmpe for sin overlevelse?
Alt det man tidligere gjorde for at overleve, gør man nu i sin fritid. Jager, fisker, rider, sejler og dyrker køkkenhaver. Det giver god mening i et liv som ellers er præget af kontorer, supermarkeder og motorvejskøer.
Hvor man før i tiden sejlede fordi man skulle fra A til B, fordi man var tvunget, gør man det nu for sjov, og som oftest kun fra A til A. Der er ingen tvivl om, at livet på en sejlbåd giver mening. Her kan man opleve de basale, overlevelsesmæssige udfordringer igen. Dem som vores stenalderforfædre kæmpede med. Det er et rigtigt problem når vandtanken er tom. Det er et rigtigt problem hvis vinden vender på ankerpladsen, og man pludselig ligger opankret ved en luv kyst. Det føles som et rigtigt problem hvis vinden er imod, det regner, blæser og er koldt. Det er ubehageligt når man står i situationen, men man er glad og tilfreds når man har løst problemet.
Det enkle liv på en båd gør også, at man værdsætter højdepunkterne mere. Når man har oplevet modgangen, skal der ikke så meget medgang til for at bringe glæde. Efter en sejlads med høj søgang, regn, modvind og søsyge nyder man virkelig at komme ned i en varm kahyt. Tænde petroleumslampen og få en kop med varm kakao og et stykke knækbrød med spegepølse. Så er kontoret, bilkøerne og rudekuverterne meget langt væk. Kakaoen havde ikke smagt nær så godt, hvis det havde været solskin og varmt ude.
Jeg mener ikke at livet er uden mening, men at sejle giver det i hvert fald mere værdi. Eller at dyrke sin egen mad, eller at fiske. Ting man før i tiden gjorde for ren overlevelse. Jeg hverken jager eller fisker, men jeg går ud fra at det er det samme. Er du enig med mig?
Vi lå opankrede foran havnen i Funchal på Madeira. Vi var ankommet efter tre døgns sejlads fra Lissabon dagen inden. Det var meget belejligt på samme tid som der var Madeiravinsfestival. Der var ikke overraskende en god stemning overalt i byen, og jeg ved ikke hvem som havde fået mest vin: Dem som skænkede den op, eller vi som skulle smage den. Det var min første sejltur i Atlanterhavet. Jeg følte mig stolt over at have sejlet der til. At have klaret de 500 sømil på åbent hav. Det var stort at gå rundt på den grønne ø, hvor hver have og hver altankasse havde blomster som vi hjemme kun ser indendørs.
Min veninde Sussie og jeg sad i cockpittet om aftenen. Over os lyste stjernerne ned på os, og inde på land kunne vi se lysene fra byen som kravlede op ad bjerget. Atlanterhavet gled dovent ind mod stranden med en dæmpet susen.
“Nogen gange, når jeg er til selskaber, er der folk som spørger mig om hvad jeg laver i min fritid,” sagde Sussie. “Jeg spiller klaver.”
Jeg nikkede, men forstod ikke rigtigt hvor hun ville hen. Sussie og jeg havde allerede haft mange gode snakke ombord på båden, så jeg regnede med at der snart ville komme et guldkorn.
“Det har jeg altid drømt om at lære, er der rigtigt mange som siger,” fortsatte Sussie. “Men jeg forstår det ikke. Hvorfor gør folk ikke noget ved det? Hvorfor drømmer de kun om, at lære at spille klaver. Man lærer det kun ved at øve sig. At få undervisning. Man opnår ikke sine mål ved kun at snakke om det.”
Jeg nikkede igen, og forstod nu hvor hun ville hen. Jeg forstod dog ikke hvilken stærk indflydelse denne samtale skulle få på resten af mit liv.
“Hvis man altid har drømt om at lære at spille klaver, hvorfor lærer man det så ikke?” Sussie så spørgende på mig. Jeg vidste det ikke. Jeg var 25 år og havde endnu ikke selv indset, at man er sin egen lykkes smed. At muligheder lige så meget er noget man skaber selv, som noget som kommer til en.
Denne stjerneklare nat, med smagen af Madeiravin i munden, Atlanterhavet klukkende mod skrogsiden og bølgernes brusen som underlægningsmusik ændrede mit liv. Det er ikke nok at drømme, man skal også gøre noget ved det. Efter den aften blev jeg “min egen lykkes smed”. Når jeg sætter mig et mål overvejer jeg, om jeg virkelig vil nå det, eller om det bare er snak. Tager et lille skridt. Hver dag. Mod målet.
Så Sussie, hvis du læser det her: Jeg beklager hvis jeg ikke husker samtalen helt ordret, men meningen er god nok. Den nat lærte jeg at holde op med kun at drømme om at spille klaver. Jeg lærte at nå mine mål og opfylde mine drømme i stedet.