Tag det forkerte tog

I Hold kæft og rejs skriver jeg blandt andet om, hvordan man kan vende dårlige rejseoplevelser til noget godt. En sådan havde jeg da jeg måtte flyve hjem fra Frankrig for blandt andet at tømme huset inden vores sejlads til Caribien.

Uplanlagt til Paris

Der er ikke et øje på stationen i Bains-les-Bains da vi ankommer kl. 6.25. Det burde måske have advaret os, men vi er vant til at der er helt dødt på gaderne i Frankrig. Husene er som oftest fint vedligeholdte, bilerne holder kofanger ved kofanger ved fortovene, men der er intet liv på gader og pladser. Vi har en lang togrejse foran os, og det skal fungere. Det er det første tog om morgenen, og det passer netop med, at vi kan tage det sidste fly fra Lyon om aftenen.

Toget kommer ikke. Den landsdækkende strejke, som vi godt nok har hørt lidt om, rammer os nu, som når en sluseport lukker i. Taxien som kørte os her til er væk igen. Der er 10 km. tilbage til havnen og fem kilometer til den nærmeste by. Der stadig ikke et øje nogen steder. Da der kommer et tog som kører i meget forkert retning, hopper vi hurtigt på det. Det er bedre at komme til en eller anden slags civilisation, end at vente på et mirakel i det som havde været en ødemark, hvis ikke en eller anden franskmand havde fået en idé til at bygge en station i skoven.

Togkontrolløren forstår ikke hvad vi laver på hans tog. Det er stik modsat retning af Lyon og vores billetter gælder ikke her. Da han forstår sammenhængen griber han straks sin mobil og ringer adskillige samtaler.

“There is only one solution,” siger han på et charmerende fransk-engelsk hvor ordene er engelske, men melodien fransk. Taxi 60 km. til Nancy, derefter TGV-tog til Paris, metro med flere skift og TGV sydpå til Lyon. Det er en rejse på næsten 1000 km.

Da toget er fremme ved endestationen, hiver kontrolløren os ind i togpersonalets rum i stationsbygningen. Han ringer efter en taxi og ordner en taxibon. Han laver også en komplet håndskrevet rejsevejledning til os – inklusive til metroen i Paris. Alt på SNCF´s regning. Hans kollegaer begynder også att engagere sig i vores nu ret så udvidede togrejse, og hele tiden er det med mange grin og fagter. Da jeg spørger om vi når at se Eiffeltårnet – når vi nu alligevel er i Paris – tænker kontrolløren sig om, men mener alligevel at det er bedre at vi sørger for at komme til Lyon. Da taxien kommer følges vi helt ud og tager en hjertelig afsked.

Hjælpsomme franskmænd

I metroen i Paris forstår vi ikke billetsystemet. En sød fransk dame forsøger at forklare os det, men giver op. I stedet finder hun sin pung, og giver os to af sine egne metrobilletter. Jeg spørger hvad vi skylder hende? Ingenting.

I højhastighedstoget til Lyon spørger jeg en medpassager om hvordan man kommer fra stationen til lufthavnen. Manden jeg spørger taler ikke engelsk, men damen som sidder på den anden side gør. Hun griber straks sin iPhone, finder fartplanen og forklarer hvad der er enklest for os. Vel fremme i Lyon følges vi helt hen til sporvognen som skal tage os videre det sidste stykke til lufthavnen.

Tag det forkerte tog

Tænk at jeg fra starten af var lidt urolig for Frankrig. Hvordan skulle det gå, når jeg ikke kunne tale med folk? Det er en erfaring jeg vil tage med mig i livet, hvis der er andet jeg bliver urolig for: Tag bare det forkerte tog, det skal nok gå.