Olieskift og stegt brandmand

“Må jeg hjælpe?” spurgte min datter Mathilda som var fire år gammel.

Vi lå i Frankrig med båden, og jeg var igang med at skifte olie på motoren. Min spontane tanke var at svare nej. Det tager kun et kvarter at ordne. Hun kunne vel lege lidt imens? Men heldigvis nåede jeg at tænke en gang til. En af grundene til at leje huset ud og begive sig ud på en etårig sejlads var jo ikke kun at få oplevelser. Det var også for at få tid sammen. Som en familie. For første gang i meget lang tid var tid faktisk det, vi havde mest af. Om det tog et kvarter eller en time at skifte olie var vel egentlig ligegyldigt?

Jeg begyndte at vise Mathilda, hvor man pumper olien ud, hvordan oliefilteret løsnes, og hvor man skal lægge klude for at suge den sidste olie op, som altid løber ud af motoren, når filteret skrues af.

Det var en stolt far og datter, som den aften kunne sætte sig ved middagsbordet i båden. Olieskift blev derefter en far-datter-opgave.

Et par måneder senere på en lille ø i Middelhavet møder vi en anden dansk båd. Det er også tid for dem at skifte olie, og de leder efter en mekaniker. Jeg tilbyder min hjælp, og dagen efter tropper Mathilda og jeg op med værktøjskassen i hånden. Skipper vrider hænderne og får en nervøs rynke i panden, da fireårige Mathilda skubber os til side og uden tøven kravler ind i motorrummet.

“Er det ikke oliefilteret?” Mathilda peger på en hvid cylinder på motoren.

Jeg nikker bekræftende.

“Så skal vi huske at lægge klude under der, far.”

Skipper ser overrasket ud, men min stolthed vil ingen ende tage. Havde vi været hjemme, ville min datter aldrig have været med.

Ingen passagerer

Der bør ikke være nogen passagerer på en båd (og mon ikke det gælder i autocamperen og i sommerhuset også?)

Hvis alle engageres, uanset alder, bliver de også delagtige og synes at det er sjovere. Det gælder både børn og ægtefæller. Det er ikke nær så sjovt at være passager og bare følge med, som det er at være en del af besætningen på godt og ondt. Del ud af ansvaret, skipper!

-Thomas

PS: Stegt brandmand?

“Den var så stor her til at starte med!” Min søn Troels’ øjne lyser, og han viser med armene hvor stor brandmanden var. Nu er den blevet til en lille klump på størrelse med en fem-krone. Godt krydret med salt, peber og paprika. Den stegte brandmand ser egentlig ret så appetitlig ud, men noget vender sig alligevel i mig, og jeg undskylder for ikke at sætte gaflen i den.

Sådan kan det også gå når ansvaret slippes fri, og børnene er ansvarlige for maden. Men de lysende øjne og den store glæde vejer mere end rigeligt op for det.