Noboat-20

Jeg er en teenager med kærestesorger. Alle de voksne siger til mig, at det går over, at der kommer andre og at jeg ikke skal være ked af det. Det ved min fornuft også godt, men det er jo problemet med voksne og teenagere: De voksne forstår ikke hvor ondt i hjertet man kan have af kærestesorger – også selvom forholdet kun har varet et par måneder. Det kan ingen fornuft hjælpe på.

Der er ingen af mine nære eller kære som er ramt af Corona eller Covid-19. Og selvom indkomsten ikke er som tidligere, så tjener vi stadig penge, og der går ingen nød på os. Jeg er heldig.

Men jeg er bange for at få Noboat-20. Vores gamle båd er solgt, og den nye “Anna Lisa” ligger i et lukket Spanien. Vi skulle have et forår og en sommer i Middelhavet. Derefter skulle efteråret bruges på at skrive en guidebog til Europas kanaler når vi sejlede hjem. Sådan bliver det selvfølgelig ikke nu.

Mine problemer er jo ingenting i forhold til alle de forfærdelige problemer der nu er i hele verden med Covid-19. Vores investering i en båd i Middelhavet er jo ingenting i forhold til de skader verdensøkonomien får nu. Men det tænker en teenager jo ikke så meget på, når han har kærestesorger. Han vil bare have sin elskede tilbage – og selv græder jeg lidt over min nye diagnose på Noboat-20.