Mit land er også dit land

Vi har stort set kun fortøjet til den høje kaj i fiskerhavnen i Tangier, Marokko, da vi ser en dreng svømme rundt i havnen. Han har tøj på og han er ikke langt fra Anna Lisa. Vagten som smilende tog imod vores fortøjninger, råber til ham på arabisk. Er han faldet i vandet? Kan han ikke komme op igen?

“Vi har en badestige på båden,” siger jeg til havnevagten. “Han kan kravle op ad den.”

“Nej,” svarer han. “Drengen er løbet hjemmefra og prøver at komme til Europa. Han vil ud til et af fragtskibene.”

Aftenen efter sidder vi nede i kahytten da vi hører råb og motorstøj fra en påhængsmotor. Så bumper en ribbåd ind i siden af os. Vi løber op i cockpittet og ser en ung mand i tyveårsalderen som svømmer et par meter fra os. I hånden har han en plasticpose med sit tøj. Ved siden af os er havnevagterne i en ribbåd.

Hele havnebassinet er dækket af diesel, og det river i næsen. Troels har flere gange sagt, at han har ondt i halsen, og dunsten kradser også i min hals. På den unge mand i havnen glinser olien, og da han kommer op i vagternes ribbåd glider han i olien han er indsmurt i. Det er tydeligt at han slår sig. Snart efter ser vi politiets blå blink på kajen.

Den unge mand er endnu en af Nordafrikas mange modløse unge, som håber på et andet liv i Europa. Han forsøgte at komme ud til molen, for derfra at komme ombord i en af katamaranfærgerne som hele tiden går til Spanien, Frankrig og Italien. Gad vide hvor mange dage i fængsel hans mislykkede forsøg vil koste ham? Da vagterne sejler væk med ham, ind mod de blinkende blå lys på den modsatte kaj, hænger han med hovedet og ser ned på sine nøgne fødder.

Kaos og krydderier

Til trods for de to oplevelser på havnen føler vi os ikke utrygge. Snarere tværtimod, men det giver os mange gode snakke med børnene om de sociale forskelle.

“Velkommen, er det dit første besøg her?” møder folk os. “Mit land er også dit land,” siger flere. “Kig du bare, og så går du hjem og tænker dig grundigt om,” siger tæppehandleren. Taxichaufføren efterlader bilen med åbne vinduer og nøglen i tændingen, købmanden får min mobil til at fungere med det marokkanske SIM-kort.

I Medinaen med de smalle gader og små butikker råber de handlende efter os med gode tilbud. Hvis vi ryster på hovedet, eller pænt takker nej, fortsætter de ikke, men smiler og vinker. En lille dreng tigger. Jeg giver ham ingen penge, men han får den appelsinjuice jeg netop har købt. Han tømmer den i tre slurke og byder til gengæld mig på nogle kogte bønner han har pakket ind i papir.

Vi skal ikke gå ret mange meter på gaden før vi bombarderes af indtryk, farver, lyde og mennesker. Men det vi først og fremmest har mærket er gæstfrihed og menneskelig varme. Det er godt at vi skal være her længe.