Hvor lang tid tager det at sejle til Middelhavet?
Hvis det kun er et spørgsmål om at komme så hurtigt som muligt ned til Middelhavet, kan det gøres ret hurtigt. 25 dage fra Travemünde til Port St. Louis har jeg gjort det på. Men så har man ingen overliggerdage og man er nødt til at sejle fra sluserne åbner om morgenen til de lukker om aftenen – hver eneste dag.
Det vil være synd at stresse igennem kanalerne, for man sejler igennem en del smukke byer og skøn natur på vejen.
Det tror man ikke når man er på de lange, brede, lige kanaler i Nordtyskland. En vold langs kanalbrinkerne gør at man ikke ser landskabet omkring sig, og de linealslige kanaler giver ikke megen variation. Det minder mest om at sejle på en motorvej med støjværn på siderne.
Men så snart man kommer ind i Holland, Belgien og Frankrig, for ikke at tale om Mosel længere nede i Tyskland, er der masser at se og opleve.
Elbe Seitenkanal – en vandmotorvej?
Vi brugte to en halv måned på vejen ned til Port St. Louis ved Rhônes munding i Middelhavet. Det var lang tid, og den sidste uge brugte jeg mest til at tromme med fingrene på ruftaget af længsel efter at kunne sætte sejl igen. Men vi fik set en masse, og set i bakspejlet fortryder jeg det ikke.
Hjemturen fra Port St. Louis til Travemünde tog kun halvanden måned. Vi stressede stadigvæk ikke og lå stille for at udforske mange forskellige steder. Men visse dage, specielt på ”motorvejene” i Nordtyskland, sejlede vi i mange, mange timer.
Lars Andersen
marts 22, 2014 @ 20:07
Hej Thomas
Kan se du har taget turen retur, fra syd mod nord.
Hvilken rute gik du? Ad Mosel fra Nancy og ud på Rhinen ved Koblenz? Jeg er nemlig betænkelig ved at gå gennem Belgien Holland, da jeg ikke kan se man kan komme udenom Rhinen fra Nijmegen til Wesel – den strækning man naturligt ville tage, hvis det går fra nord mod syd.
mvh. Lars Andersen
Thomas Veber
oktober 7, 2014 @ 22:41
Hej Lars,
Vi har kun gået medstrøms på Rhinen, både på vejen ned, det korte stykke til Nijmegen, og på vejen hjem, fra Koblenz, som du skriver. Ingen af steder var det noget problem. Der er meget trafik, men vi holdt os bare ude i siden.
Venlig hilsen
Thomas
Hans Ingersen
april 8, 2018 @ 21:34
Hej Lars
Hvilken båd sejlede du med.
Hvor dybt stikker den, havde du mast med.
Mvh Hans Ingersen