Hele Europa i København
Man glemmer det en gang imellem når man bor så tæt på. Men København er en fed by. At gå fra Nørreport til Christianshavn en sensommerdag i skjorteærmer, kan være som en rejse gennem Europa. At se på gademusikanterne, livet på caféerne, bådene i kanalerne. Cyklerne. De handlende … Det bringer minder fra alle de byer rundt omkring i Europa som jeg så godt kan lide: Barcelona, London, Lissabon, Porto, Avignon, Paris, Amsterdam. Der er strejf af dem alle i København.
Fortsætter man ud ad Torvegade og svinger til venstre ved Prinsessegade og ind på Christiania kan man næsten føle at man har forladt Europa, sejlet over Atlanten og ankret i Caribien. Duften, farverne, husene, reggae-musikken, frisyrerne. Selvfølgelig kræver det lidt fantasi for at være i Caribien, men at kunne tage sådan en rejse, en helt almindelig tirsdag, giver krydderi på livet.
Bagefter kan man gå tilbage til Christianshavns Kanal og drikke en cappuccino på Christianshavns Bådudlejning og Café. Strækker man på tæerne skal man passe på at de ikke bliver våde, men man kan hygge sig med bådene som langsomt glider forbi. Men man skal skynde sig, for de lukker snart for sæsonen.