Graciosa

Jeg trækker jollen langt op på stranden, så tidevandet ikke senere skal stjæle den, og begynder så langsomt at gå ind gennem klitterne. Jeg går barfodet, for hele Graciosa er som én stor strand. Hvidt koralsand plettet med tuer med knæhøje tørre buske og hullede lavasten spredt som chokoladedrys på en soft ice. Tre sorte bjerge, rester fra øens vulkanske barndom, rejser sig op fra sandet. Bortset fra de geologiske mindesmærker som gør Graciosa synlig på stor afstand, er øen lige så flad som hjemme.

Tre kilometer væk kan jeg se den lille hvide by som er trykket ned i sandet. Der bor 600 mennesker på øen, men her er der ikke et øje. Stilheden larmer. Brændingen på stranden høres ikke længere. Heller ingen motorer, råbende mennesker, musik eller skramlen. Kun vinden hvisker ind i mit øre og en lille fugl, som gemmer sig i en stikkende busk, vover at forstyrre med et enkelt skræp.

Jeg begynder at gå ind mod byen, stadig barfodet for sandet er så finkornet at det føles blødere end et håndvævet marokkansk tæppe. Det er som at komme ind i en westernby, selvom det ikke er heste som står uden for saloonen, men støvede Land Rovers. Gaderne mellem husene er stadig belagt med det finkornede koralsand. Kun nede ved havnen, hvor færgen forbinder øen med virkeligheden, er der et lille område med asfalt, hvor det føles rarest at tage sandaler på.

Kontrasten er enorm fra Marokkos liv, larm, lugte, lyde og farver. Det var godt at vi på de fire døgn på havet nåede at få sanserne ned på et normalt niveau. De fire døgn på havet betyder da også, at min krop ikke vil sove da vi går til køjs. Den er klar til at tage endnu en nattevagt under stjernerne.

Jeg sætter mig ud i mørket i cockpittet. Også her er der skruet ned for indtrykkene. Lå der ikke en tysk båd for anker ved siden af os? De har åbenbart ikke noget ankerlys. Jeg kan ikke engang se den som en kontur i mørket, selvom jeg ved at den bør ligge mindre end 50 meter væk. Den anden håndfuld både som ligger her synes heller ikke. Kun ankerlanternerne i mastetoppene viser, at vi alligevel ikke er helt alene. Mørket er lige så urørt som stilheden. Det giver en ro i kroppen at være her. Tænk at Kanarieøerne også kan være sådan.

En uge i stilhed, efterfulgt af 32 timers urolig motorgang på et vindstille Atlanterhav, så er vi i Arguineguin på Gran Canaria. Nu er sandet på stranden sort, i modsætning til natten som er fuld af lys. Fiskerbåde, danskere, svenskere og nordmænd, souvenirbutikker, parasoller, menukort med billeder og tilbud om busture til alle afkroge af øen. En helt anden og anderledes Kanarieø. Men ikke ringere af den grund.