Find dit hvorfor
I denne uge søsatte vi “Anna Lisa” efter en intensiv vinter i værkstedet. Næste gang hun skal på land, har hun forhåbentlig været både en tur gennem Europas floder til Middelhavet og to gange over Atlanten.
Et tip som har hjulpet mig når jeg om natten, i stedet for at ligge i min varme seng, har ligget nede i båden med et stykke værktøj i hånden, er noget Søren Dahl fortalte da jeg interviewede ham til Hold kæft og rejs.
Find dit hvorfor
En morgen i januar, hvor det stadig er mørkt og termometeret står så langt nede, at man fryser, bare man ser på det, kan det være svært at motivere sig til de mange ensomme timer i værkstedet med at trække kabler til et nyt elsystem i båden, mens vennerne mødes på en varm café og drikker kaffe.
Søren ved, at der kommer stunder, hvor han får lyst til at stoppe sit projekt, allerede inden det er kommet ordentligt i gang.
“Man skal holde sit fokus. Det er vigtigt at vide, når man bliver lidt træt, hvorfor man vil det. Specielt når man står op en januar morgen klokken halv syv. Den største forhindring for at lykkes sidder oppe i hovedet. Vi skaber forhindringer for os selv, som er større end de ydre, praktiske problemer.”
Når han beslutter sig for at gennemføre et projekt, finder han sit hvorfor. Hvorfor vil jeg sejle til Grønland? spørger han. Hvorfor vil jeg rejse tilbage til Tahiti? Hvorfor er det vigtigt i det hele taget? Når de dage og situationer kommer, hvor han bliver træt, eller økonomien gnaver, finder han sit hvorfor frem igen.
Fordi!
Det gjorde jeg også, og når jeg tænker på de dybe samtaler man har under stjernerne på nattevagten, de livslange venskaber som skabes på ankerpladserne, palmerne, varmen og det klare vand er der slet ikke noget hvorfor tilbage: Kun et FORDI!
Har du fundet dit “hvorfor”?