Et blodigt møde med Rabat

Det tager tid at sejle her, for hver gang vi skal afsted skal vi først til tolden, havnekontoret og politiet. Når vi så kommer til den nye havn skal vi igen på adskillige blanketter i den nye by informere told, politi og havnemyndigheder om Anna Lisas længde, bredde, farve, antal motorer, byggeår, om skroget er tæt, højden på masten og en hel del anden information jeg ikke engang selv bekymrer mig om. De skal også kende vores fødseldatoer, fødselssted, hvad vi arbejder med, adressen hjemme, email, telefon hjemme, i hvilken by vi har hentet vores pas og en masse anden information. I de marokkanske byer vi har været i, ved de mere om os og Anna Lisa end kommunen hjemme gør.

Da vi kommer til Rabat går vi op ad floden Bou Regreg og ind til marinaen. Selvfølgelig skal vi også her finde kuglepennen frem og udfylde de mange formularer. Mens vi venter på politi og told udfylder jeg papirerne til havnekontoret. Da det er klart går jeg op i cockpittet. I det samme åbner Mathilda døren fra toilettet. Den skarpe kant rammer mit øre, der hvor det sidder fast på hovedet. Døren skærer sig ind mellem øret og hovedet da jeg farer forbi. Det gør ondt, men jeg fortsætter alligevel med mine gøremål.

“Det bløder,” råber Mathilda.

Troels ser bestyrtet ud og forsvinder ud i forkahytten. Han bryder sig ikke om at se blod, og der kommer meget af det. Margareta kommer til og overtager kommandoen. “Mathilda, hent en saks. Thomas sæt dig ned.” Og med selvklæbende strips får hun sat mit øre på plads igen. Det er nok ikke så slemt som det til at starte med så ud. Mon ikke det bliver siddende på siden af hovedet, der hvor jeg helst vil have det?

“Mr. Veber,” råbes der fra flydebroen vi venter ved. Margareta er endnu ikke færdig med reparationen af mit øre, og det er tolden som nu er her. Jeg holder for mit øre, og tolderen kommer ombord. Så snart han er gået med mine kruseduller på sine blanketter kommer politiet. Vi sætter os ned til bordet i salonen, for politiet har ikke kun én blanket, som tolderen.

Mens vi udfylder papirerne i Anna Lisas kahyt hører vi bump og kradselyde. Jeg går igen op i cockpittet, undviger døren til toilettet, og mødes af snuden af en schäferhund. Den ryster og sætter alle kløerne i teaken. Det er tydeligt at den ikke vil være ombord på Anna Lisa. De tre nye politimænd den har selskab af skubber narkohunden fremad uden held, undskylder og bærer den i land igen.

Politimanden i salonen bliver dog hængende lidt endnu. Der er problemer med vores pas. De er udstedte af “Politimyndigheden” mens et enkelt er udstedt af “Politimyndigheden i Skåne”. Han har selvfølgelig sin faglige stolthed, og i Marokko er det åbenbart meget vigtigt hvor, ikke af hvem, passet er udstedt. Vi forklarer, at de alle er udstedt i Skåne, og efter lidt snak frem og tilbage på engelsk, fransk, arabisk og spansk beslutter han, at det er OK med pas udstedte i Skåne. Selvom han er alvorlig, og der ikke er tvivl om hvem som bestemmer, så er der alligevel mange smil og grin når myndighederne er ombord.

Vi går op i byen og forsøger at få fat i mad inden den store muslimske helligdag i morgen. Vi forvilder os langt ind i Medinaen og da vi vil hjem igen, kan vi ikke finde tilbage. En havn kan man dog altid finde, man skal bare gå nedad. Men inden vi kommer så langt, tramper jeg et glasskår langt op i foden.

På kort tid er min sandal fyldt med blod og røde spor bag mig viser hvor jeg har gået. Endnu en gang må Margareta reparere mig. Først nødtørftigt på gaden, bagefter ordentligt på båden, hvor vi har alt værktøj.

Jeg er blevet så glad for Marokko og vil gerne have nogle souvenirs med hjem. En lille del af landet, som kan påminde mig om de varme og venlige mennesker. Nu har jeg fået to: Et ar bag ved øret og et hul i foden.