Drømmer du om at spille klaver, eller opfylder du dine drømme?

Vi lå opankrede foran havnen i Funchal på Madeira. Vi var ankommet efter tre døgns sejlads fra Lissabon dagen inden. Det var meget belejligt på samme tid som der var Madeiravinsfestival. Der var ikke overraskende en god stemning overalt i byen, og jeg ved ikke hvem som havde fået mest vin: Dem som skænkede den op, eller vi som skulle smage den. Det var min første sejltur i Atlanterhavet. Jeg følte mig stolt over at have sejlet der til. At have klaret de 500 sømil på åbent hav. Det var stort at gå rundt på den grønne ø, hvor hver have og hver altankasse havde blomster som vi hjemme kun ser indendørs.

Min veninde Sussie og jeg sad i cockpittet om aftenen. Over os lyste stjernerne ned på os, og inde på land kunne vi se lysene fra byen som kravlede op ad bjerget. Atlanterhavet gled dovent ind mod stranden med en dæmpet susen.

“Nogen gange, når jeg er til selskaber, er der folk som spørger mig om hvad jeg laver i min fritid,” sagde Sussie. “Jeg spiller klaver.”

Jeg nikkede, men forstod ikke rigtigt hvor hun ville hen. Sussie og jeg havde allerede haft mange gode snakke ombord på båden, så jeg regnede med at der snart ville komme et guldkorn.

“Det har jeg altid drømt om at lære, er der rigtigt mange som siger,” fortsatte Sussie. “Men jeg forstår det ikke. Hvorfor gør folk ikke noget ved det? Hvorfor drømmer de kun om, at lære at spille klaver. Man lærer det kun ved at øve sig. At få undervisning. Man opnår ikke sine mål ved kun at snakke om det.”

Jeg nikkede igen, og forstod nu hvor hun ville hen. Jeg forstod dog ikke hvilken stærk indflydelse denne samtale skulle få på resten af mit liv.

“Hvis man altid har drømt om at lære at spille klaver, hvorfor lærer man det så ikke?” Sussie så spørgende på mig. Jeg vidste det ikke. Jeg var 25 år og havde endnu ikke selv indset, at man er sin egen lykkes smed. At muligheder lige så meget er noget man skaber selv, som noget som kommer til en.

Denne stjerneklare nat, med smagen af Madeiravin i munden, Atlanterhavet klukkende mod skrogsiden og bølgernes brusen som underlægningsmusik ændrede mit liv. Det er ikke nok at drømme, man skal også gøre noget ved det. Efter den aften blev jeg “min egen lykkes smed”. Når jeg sætter mig et mål overvejer jeg, om jeg virkelig vil nå det, eller om det bare er snak. Tager et lille skridt. Hver dag. Mod målet.

Så Sussie, hvis du læser det her: Jeg beklager hvis jeg ikke husker samtalen helt ordret, men meningen er god nok. Den nat lærte jeg at holde op med kun at drømme om at spille klaver. Jeg lærte at nå mine mål og opfylde mine drømme i stedet.