Langturssejlads

“Hvor kommer I fra?” spørger damen på havnekontoret. Selvom vores nye “Anna Lisa” klarer det rigtig fint, er vi alligevel lidt trætte af at krydse i 12-15 m/s. Da vi så at havnen Vilamoura på Portugals Algarvekyst lå lige inde til styrbord, var det da værd at prøve om vi var velkomne.

“Vi kommer fra Cartagena,” svarer jeg. Det er 500 sømil inde på den spanske kyst i Middelhavet.

“I skulle ikke være kommet,” siger damen på havnekontoret. “Selvom vores lande er som brødre, er grænsen til Spanien alligevel lukket.”

Jeg ser overrasket på receptionisten, og prøver at mildre hendes strenge udtryk bagved mundbindet. Måske er det fordi hun ikke kan se mit smil bag mit eget mundbind?

“Du skal ringe til Immigration og Marine Police,” fortsætter hun.

Der er selvfølgelig ingen som svarer hverken det ene eller andet sted, så til sidst sender de mig ned til Anna Lisa igen. “Ingen af jer må forlade båden.”

“Må vi blive liggende til i morgen, så jeg kan skifte olie på motoren og tanke vand og diesel?”

Hun nikker modvilligt. “Bare I ikke forlader båden.”

Da jeg kommer tilbage til “Anna Lisa” deler jeg nyheden om at vi ikke er velkomne.

“Vi er i karantæne på båden, og det var det bedste der kunne ske,” siger jeg og prøver på at lyde glad.

“Hvad?” siger Karin.

“Ja, der sker ikke en skid her i byen,” fortsætter jeg.

“Hvordan ved du det?” spørger Niels.

“Og fiskerestauranten…” Vi har snakket i et par dage om at finde en lille hyggelig fiskerestaurant når vi kom i land. Det bliver det hårdeste slag. “De sidste der spiste der oppe havde vildt ondt i maven i flere dage efter.”

De andre begynder at forstå hvad jeg mener.

“Damerne har også overskæg allesammen,” fortsætter jeg. Det er ikke fordi vi skal ud at se på damer, vi er jo alle lykkeligt gifte. Men for bare ligesom at slå fast, at her er der ikke noget at komme efter.

Og egentlig betyder det jo ikke noget, at vi ikke må komme i land. Vi spiser en god middag og fejrer den portugisiske nationaldag. Vi finder en flaske portvin i kølsvinet, og vi har jo stadig mad ombord til tre uger. Der går ingen nød på os, da vi dagen efter fortsætter ud i Atlanten og svinger nordpå.

Sejlene er helt nedrebede, og alt sejlertøjet er på. Middelhavet er slet ikke så tillokkende blåt, som det var for bare et par timer siden. Kulingen får en gang imellem en bølge til at slå ind over forskibet. Når vandet er løbet væk, sidder der et tykt lag salt tilbage.

Vi er trætte, og det er faktisk ikke så sjovt. Niels og Kim har koplet autopiloten fra og sidder med indkoplede livliner og styrer. De klarer, til trods for modvinden, de store bølger og de små sejl, at holde en fart på 7-8 knob.

Jeg er imponeret over hvor godt vores “nye” Bavaria 36 klarer havet, vinden og os. Der er ikke noget der knirker, der kommer ikke vand ind i båden og vi kan sove om natten, selvom der en gang imellem kommer et højt brag, når stævnen rammer en bølge.

Da kulingen blæser af og vi til sidst er nødt til at starte motoren bliver havet så fantastisk blåt, som det kun bliver i Middelhavet. Vi har helt glemt, at vi natten inden var våde og trætte.

Vi drikker kaffe, lytter på musik, fortæller løgnehistorier og nyder livet! Imens sørger Anna Lisa for at vi sømil efter sømil kommer lidt mere hjemad.

Normalt planlægger vi ikke efter at sejle i modvind, men der er langt fra Mallorca til Øresund. 2200 sømil sejles ikke på en eftermiddag, og der er mange hensyn at tage. Vi tager en enkelt dag med dårligt vejr, for senere at nå et vejrvindue som vil skåne os for endnu dårligere vejr.

P.S. Mens vi sejler hjem, kan man købe vores bog “Et år uden sko” for kun 79,- kr. Tilbuddet gælder indtil båden er hjemme igen 🙂