Når jeg sejler på de franske kanaler kan jeg godt nogen gange have lidt svært ved at finde rundt på VNFs hjemmeside for at få aktuel information om den strækning jeg skal sejle.
Er vanddybderne som forventet? Er sluserne åbne?
Måske har du det på samme måde?
Jeg vil derfor give dig et tip om VNF’s app til iPhone og Android.
Sidste år havde min 19-årige datter Mathilda og jeg et fælles mål: Vi ville have sejleroplevelser og vi ville have et eventyr.
Mathilda havde også et ekstra mål: Det skulle være varmt 🌡️
Det blev til en sejltur gennem Østeuropa til Balkan, og det har nok været min mest spændende hidtil – og den som har berørt mig mest.
Eventyret begynder
Min lille 17-fods speedbåd “Mini Lisa” blev trailet til Østrig, og så begyndte vi at sejle ned ad Europas andenstørste flod, Donau.
Vi havde flere nærgående møder med politiet under den brændende sol i Kroatien og Ungarn. Det var også kun med hjælp fra en uventet side, at vi fik stemplet passene i Serbien. En uventet invitation fra Liberlands præsident fik os også til at opdage en dybere strøm af konflikter langs floden.
Krigen i Ukraine var til tider tæt på, men krigen på Balkan i ‘90erne var til sidst også meget tydelig.
Men heldigvis oplevede vi også den store frihed på vandet. Vi ankrede og svømmede, sejlede til nærmest tropiske strande i Ungarn og vi mødte en varm gæstfrihed fra de lokale i de syv lande vi besøgte.
For os var det som at sejle igennem hvide områder på landkortet. På hele turen mødte vi kun én anden udenlandsk lystbåd, og den var fra Tjekkiet.
Med strømmen til Balkan
En far-datter-odyssé i en 5-meters båd på Donau
Det er titlen på bogen som Mathilda og jeg har lavet om turen på Europas legendariske flod, og du kan bestille bogen her.
Fra de stille morgener, hvor duggen stadig hænger over Donau, til de støjende aftener i Beograds gader, skildrer Mathildas fotos vores rejse med nærvær og ægthed.
Sammen med mine fortællinger bliver Med strømmen til Balkan ikke kun en eventyrlig rejsebeskrivelse. Det er også en fortælling om, hvordan man med små midler kan få store eventyr og om familiebåndene, der styrkes, når man sammen tør vove sig ud på ukendt vand.
Masser oplevelser
“Det er som om vi har været afsted helt vildt længe og ikke kun i et par uger,” sagde Mathilda, da vi sejlede ud fra havnen i Novi Sad, Serbiens andenstørste by.
Det var nemlig som om, at des længere østpå vi kom, jo flere oplevelser fik vi. Næsten for mange, faktisk.
Bogen er da også fyldt med spændende fortællinger og fascinerende billeder, der vil inspirere dig til at udforske og måske endda planlægge dit eget (sejler-)eventyr.
Er du til eventyr på vandet?
Bogen er fyldt med:
Eventyr Følg med gennem fem hovedstæder og syv lande.
Personlige fortællinger Nyd spændende oplevelser og rørende øjeblikke i far-datter-relationen, mens vi sejler på floden og navigerer i livets overgange.
Levende fotografier Mathilda har en skarp sans for detaljer og det har givet hende et fotograferingsstipendium. Hendes fotos fanger øjeblikket og landskaberne på en måde, der får læseren til at føle sig som en del af rejsen.
Det her er den flotteste bog jeg har lavet indtil nu. Formatet er ikke kun større og i hardcover. Der er også bedre kvalitet på papir, tryk og billeder.
Hvis du vil sejle til Middelhavet ad floder og kanaler, har den maksimale dybgang på din båd været 1,8 m. I den nordlige og sydlige del af kanalsystemet er dybden meget større, men på de små kanaler af Freycinet-standard i Frankrig, har dybgangen på båden været begrænset til 1,8 m, hvis du vil hele vejen til Middelhavet.
Det reservoir som leverer vand til Canal des Vosges har i længere tid været under renovering. Men VNF, firmaet bag de franske kanaler, har tydeligvis også brugt tiden på at uddybe kanalen. Da de lancerede åbningen d. 5. maj, var det med den glædelige besked, at den nu åbnes for både med 1,9 meters dybgang (annonceret i NOTICE TO SKIPPERS N° FR/2024/02755).
Det er måske netop de ekstra 10 cm. du behøver til din båd?
Hvis du ikke taler fransk, og du har planer om at sejle på de franske kanaler, er det her til dig…
Men lad mig starte med at fortælle om en episode jeg havde i en sluse på en fransk flod:
“Lock Robert Schuman, this is yacht Mini Lisa going upstream,” kaldte jeg slusen på VHF. Det føltes flot at kalde min 17 fods Mini Lisa for yacht, men det er jo faktisk hvad den lille båd er: En lystbåd.
Men selv med min flotte titel af yacht svarede slusen ikke.
Jeg kaldte igen nogle gange, men forgæves.
Intet svar.
Jeg overvejede, om jeg brugte den forkerte VHF-kanal og ledte efter det skilt inde i land som kanalen burde stå på, men jeg fandt det ikke.
Så googlede jeg slusens navn og VHF-kanal, og selvom jeg kun fandt sparsom information, så virkede det til, at det faktisk var den rigtige radiokanal jeg brugte.
Der var ikke så meget andet at gøre end at fortøje og vente.
Lidt senere hørte jeg slusenvagten tale med en pram på VHF’en, og det røde lys ved indsejlingen fik selskab af et grønt. Slusen var nu ved at blive klargjort.
Da prammen sejlede ind gennem portene kaldte jeg igen slusen på engelsk (man skal ALTID tale med slusen inden man sejler ind), men jeg fik stadigvæk ikke svar.
Jeg følte mig som et barn som blev mobbet og fuldstændig ignoreret af klassekammeraterne. Slusemesteren svarede jo for pokker prammen, hvorfor svarede han ikke mig?
Senere fandt jeg ud af, hvorfor slusen ikke svarede mig:
Jeg kaldte op på engelsk og ikke på fransk.
Lær at tale med slusen
Det er faktisk ikke så meget som kræves. Der er nemlig en fast procedure for opkald og svar, så det er et spørgsmål om at lære nogle enkelte franske fraser, for at kunne kalde slusen og forstå dens svar.
Men jeg har knækket koden til slusefransk, og jeg får nu altid svar og hjælp fra slusevagten. Jeg ved altid hvornår jeg kan sejle igennem, og slusevagten slår endda ofte over på engelsk, hvis der er noget mere kompliceret han behøver at forklare mig.
Som en bonus, kan jeg endda også bruge det “slusefransk” jeg kan, når jeg i Frankrig bestiller en café au lait og en croissant om morgenen.
Jeg vil gerne hjælpe dig med også at kunne snakke med slusevagten på fransk.
Derfor har jeg lavet et onlinekursus som jeg kalder Lynkursus i slusefransk. Her får du tre hurtige moduler, der dækker det franske du behøver ved kanalsejlads i Frankrig. På en enkelt aften vil du få:
En grundig beskrivelse af den franske procedure til at kalde en sluse.
Værktøjer til at forstå de franske rapporter om lukninger og uregelmæssigheder på kanalsystemet.
Nødvendige fraser og ord for at få en god behandling af slusepersonalet.
Desuden er der som BONUS tre praktiske parlører til hurtig reference – lige til at skrive ud og have med i båden
Prisen for onlinekurset, som redder dig fra pinlige situationer og misforståelser, er 249,- kr. Du kan tage det når du vil, og du gør det på en enkelt aften.
Vi har fundet en måde, som gør langturssejlads så utroligt meget enklere, end det vi allerede har gjort med vores sejlbåd “Anna Lisa”.
For to år siden købte jeg en lille Terhi 520HT motorbåd i Småland. Hun er 5 meter lang, orange, har to senge og er udrustet med en 70 hk Yamaha påhængsmotor.
I år var det tid til en ny langtur, og det var min datter Mathilda på 19 og jeg, som trailede båden til Østrig, for at sejle ned ad Donau.
Velkommen til Donau
Vi sejler ud af havnen 50 km vest for Wien, og så snart vi kommer forbi de beskyttende molearme, griber den stærke strøm fat i os. Donau er i konstant bevægelse, og dens vand begynder at sende os ud mod Sortehavet 1.900 km væk.
Vi står ved siden af hinanden bag Mini Lisas lille overbygning.
“Er du klar?” smiler jeg til Mathilda.
Hun nikker, og så trykker jeg gashåndtaget ned, og aktiverer Mini Lisas 70 hestekræfter. Vi flyver ned ad den brede flod. Den varme fartvind føles som en føntørrer og Mathildas lange lyse hår flagrer bagud.
Vi er på vej.
Solens varme stråler danser på vandets overflade, som om de forsøger at indfange de mange historier, som Donau gennem årtusinder har været vidne til. Vores hvide kølvandsbølger lægger endnu en historie i bunken, inden de forsvinder igen. Men hurtigt bliver vi nødt til at sænke farten.
“Wauw,” siger Mathilda og peger.
Det er som om de træklædte bjerge har arrangeret en smuk ramme omkring floden for at fremhæve dens skønhed. Jeg følger Mathildas blik, og ser et slot på en af bjergtoppene ned mod vandet.
“Wauw,” gentager jeg, uden at kunne finde et bedre ord. Jeg forestiller mig en svunden tid med ærefulde riddere og romantiske eventyr fra dengang Donau stadig var en livsvigtig nerve for rejser.
Den blide susen fra fartvinden, og lyden af Mini Lisas skrog som kærtegner de små bølger, når hun hopper over dem, får mig til at fordybe mig i øjeblikket. Landskabet åbner sig langsomt og afslører Wiens skyline i horisonten. Lige nu er det en eventyrby, som stævnen peger imod.
Bratislava
Et par dage efter har vi de skovklædte østrigske bjerge bag os, mens Donau leder os direkte ind i centrum af Slovakiets hovedstad. Bratislava Slots tårne og mure, som ligger majestætisk på en bakke over vandet, er noget af det første vi ser. Vi sænker farten og indsnuser stemningen af de gamle huse. Vi hører den fjerne lyd af kirkeklokker og en bil som dytter. Når vi sejler under de imponerende broer over floden, kan jeg mærke hvordan spændingen opbygger sig. Det er som om jeg allerede ude fra vandet kan føle den blanding af historie og kultur, som venter på os i Bratislava.
Club MYSB står der på et skilt ved en sidekanal. Bogstaverne er så falmede, at vi kun kan læse dem, fordi vi ved hvad der skal stå.
Flodens strøm slipper os, da vi langsomt sejler ind ad kanalen. Der er en rodet blanding af husbåde, flydebroer og motorbåde fortøjet på begge sider.
“Må vi fortøje her?” råber jeg ind til en mand i 30erne som står på en af flydebroerne ved det, som jeg tror er Club Motor Yacht Service Bratislava.
“Selvfølgelig,” svarer han på flydende engelsk. “I kan ligge her.” Han peger på en ledig plads, hvor han står på broen. “Eller derovre, på den anden side af klubhuset.”
Selvom klokken er fem om eftermiddagen, er der stadigvæk 34 grader, så vi tager den plads hvor der er mest skygge. Mathilda hopper ind på broen med forfortøjningerne, og hun sørger for ikke at falde i det store hul, hvor der mangler en planke. Hun griner. “Hvilken forskel til havnen i Wien.”
Jeg griner tilbage. “Ja, nu er vi på eventyr. Skal vi ikke bare gå op i restauranten og bestille en øl med det samme?”
Solen angriber os nu, vi ikke har nogen fartvind. Sveden løber af mig og det er næsten uudholdeligt. Måske skulle vi bare være blevet for anker ude på floden et sted? Men jeg skubber tanken fra mig. Vi vil jo ind og møde nogle mennesker.
“Én euro for en øl, og 1,20 euro for et glas hvidvin,” siger Mathilda. “Så kan vi godt leve med, at restauranten også er et motorværksted.”
Fairytale Village
Det er vindstille, og selvom solen stadig står lavt på himlen, så kan vi mærke, at det igen vil blive en meget varm dag. Ude på floden giver vi gas, og hurtigt er Bratislavas højhuse erstattet af skov langs Donaus sider. Det er lige ved, at vi sejler forbi den gamle flodarm, som er Fairytale Village. En ø ligger i indsejlingen, og til venstre for den ligger en 40-fods sejlbåd med mast og sejl.
Det er som en slags Venedig, men med husbåde. Moderne flydende huse, en gammel hjuldamper, en hytte og en gammel slæbebåd. Alt som kan flyde er blevet brugt til at opbygge Fairytale Village som vi i Bratislava blev anbefalet at besøge.
Vi fortsætter rundt i byens vandgader og fascineres af den maritime by og ankrer til sidst i en sø i midten.
“Skal vi bade eller spise morgenmad først?” Jeg tager kasketten af og tørrer mig på panden.
“Helt sikkert bade,” svarer Mathilda og ser længselsfuldt på vandet.
Vi svømmer rundt om Mini Lisa, sætter os op på det lille agterdæk og lufttørrer hurtigt, for så at glide ned i det indbydende vand igen. Vandet er 24 grader varmt, og luften er allerede 28.
Efter morgenmaden flyver jeg lidt med min drone og filmer og tager nogle fotos. Da jeg bagefter kigger på billederne, rynker jeg panden. Hvad er det som er i vandet? Det er da ikke vandplanter, for det her bevæger sig. Jeg zoomer ind, og er nu slet ikke i tvivl. Store flokke af fisk svømmer rundt om os, men det er ikke hvilken som helst slags fisk.
“Du…” siger jeg op fra mobilen, hvor drone-filmene kører hen over skærmen. Fisk på den halve længde af Mini Lisa, altså to-tre meter lange, svømmer i søen, hvor vi ligger opankrede.
Mathilda kigger på mig. Der må have været noget i min stemme, for hun slipper mit blik og ser ned på mobilskærmen, og følger de mørke skygger som langsomt bevæger sig i søen.
“Det er stør,” siger jeg som svar på det spørgsmål, hun endnu ikke har stillet. “Donau er kendt for at være hjemsted for en af de største ferskvandsfisk, der nogensinde har levet. Men jeg havde da ikke troet, at vi skulle se dem.”
“De er jo gigantiske,” siger Mathilda.
Vi googler belugastøren, og indser, at selvom fiskene som svømmer omkring os er store, så er det ingenting mod, hvor store de faktisk kan blive. Det største eksemplar som er fanget er over syv meter lang og vejede halvandet ton (Se dronefilmen her).
Floden bliver bredere efterhånden som vi kommer ned gennem østeuropa. Det er selvfølgelig stort at sejle ind i Budapest, men flodens smukke natur er det som fascinerer os mest. Donau er nogle steder over en kilometer bred, nærmest som en sø, og der er små øer i det strømmende vand.
En stor ørn sidder på en bred træstamme, som flyder i floden. Når vi nærmer os, folder den sine majestætiske vinger ud og letter elegant. Jeg overvejer, om jeg skal sænke farten for ikke at forstyrre den, mens den flyver foran os. Den er imponerende og ser overhovedet ikke anstrengt ud. Selvom den har fart på, ser det ud som i slowmotion, når den glider gennem luften. Vi sejler næsten 30 knob men alligevel er ørnen stærkt overlegen. Vi kan ikke følge med den.
Serbien
Med “Mini Lisa” kommer vi til Tyskland, Polen, Tjekkiet, Østrig, Slovakiet, Ungarn, Kroatien og Serbien. Den lille båd kommer på vores ekspedition til Prag, Wien, Bratislava, Budapest og Beograd hvor vi afslutter sejlturen.
Landskabet langs Donau byder på små landsbyer, farverige huse og kirketårne gemt nede i dalene ved bjergene. Vi siger ikke så meget, mens vi sejler det sidste stykke til Beograd i Serbien. Vi nyder mest landskabet, og det lidt gammeldags og slidte miljø vi passerer.
En flok fugle flyver over floden, som om de vil lede os på rette vej. Deres skrig bliver som en del af lydtapetet, der akkompagnerer Yamahaens buldren og vi ser Beograds konturer som en skyline af historie og moderne liv, langt inden vi er ved byen.
Vi svinger til højre ad bifloden Sava, som her mødes med Donau. Vi kunne fortsætte hele vejen gennem Bosnien, tilbage til Kroatien og til Slovenien ad Sava, hvis vi ville. Det giver i hvert fald en drøm om næste års ekspedition. Men nu bliver vi her i Beograd. Vi er betagede af den imponerende blanding af hyper-moderne skyskrabere og gamle, charmerende byhuse. Ved kajerne er der også en blanding af nyt og gammelt. Der er krydstogtskibe, sejlbåde, små motorbåde og husbåde.
Fra en restaurant brager balkanmusikken ud over havnen. De glade harmonier og komplekse rytmer giver mig en følelse af at det er lidt eksotisk, når vi i tomgang tøffer rundt og leder efter en plads i den store havn i Beograd. Vi hører at folk klapper i takt til musikken, griner og synger. Stemningen smitter, så vores humør om muligt stiger endnu mere.
Hvor er jeg dog glad for, at jeg har en lille båd, som kan bringe mig ud på eventyr.
I 2021 var der i en periode ekstremt meget vand i Europas floder. I 2022, har der i en periode været ekstremt lidt.
Det er desværre nok klimaforandringer vi er nødt til at leve med fremover.
Men derfor kan vi godt sejle på kanaler. I 2021 sejlede jeg hele vejen til Middelhavet til trods for ekstremt regnvejr. I 2022 sejlede jeg fra Tyskland gennem Holland og Belgien og et langt stykke ind i Frankrig – til trods for ekstrem tørke.
Det er nemlig ret enkelt at forudse hvornår du skal skynde dig inden vejret vil give dig problemer – og hvornår du kan bruge lige så lang tid på det, som du vil.
Når VNF (firmaet bag de franske kanaler) begynder at skrive, at nu er der begrænsede åbningstider på sluserne, eller at der skal sejles i kortege, er det tid til at komme væk fra de mindste kanaler.
Her er en god side på VNF hvor du kan se hvad du skal være opmærksom på, f.eks. lukkede kanalstrækninger, en anden vanddybde end normalt o.s.v.
Det man i Frankrig kalder en flod, kalder man i Sverige så beskedent for en å 😀. Og der er masser vand i de svenske åer – og de nærmeste er ikke langt væk fra Danmark.
Men heldigvis (eller desværre for os flodsejlere) er der bygget masser vandkraftværker, men sjældent sluser, på de her åer.
I det hele taget føles de lidt hemmelige. For hvor langt kan man sejle op ad sådan en svensk flod inden man mødes af et kraftværk? Det føles virkelig lidt Pippi Langstrømpe-agtigt at afprøve det!
For at få et lille eventyr satte min kone Margareta og jeg os for at undersøge det.
Det var dog ikke et kraftværk som stoppede vores færd op ad den største å (flod?) i Skåne, Helge å. Det var noget helt andet…
Er du også urolig for dieselpriserne til båden? Jeg har regnet på det, og resultatet er overraskende positivt!
Jeg har sejlet til Middelhavet flere gange på floder og kanaler og udgiften til diesel og benzin har været den absolut største post på rejsen. Hver eneste gang.
Det kan selvfølgelig godt gøre mig urolig, når jeg nu planlægger flere ture på Europas floder og kanaler. Er det blevet for dyrt med dagens brændstofpriser? Men jeg har regnet på det, og selvom det selvfølgelig er blevet meget dyrere de sidste par måneder, så er det stadigvæk en billig måde at have ferie på.
Hvis jeg med dagens dieselpriser skulle sejle til Middelhavet ad floder og kanaler med Anna Lisa, vores Bavaria 36 sejlbåd, ville vi bruge ca. 520 liter diesel. Det svarer til 8.300,- kr med dagens meget høje dieselpriser i Tyskland og Frankrig.
Det er selvfølgelig mange penge, men i betragtning af, at vi ville bruge to-tre måneder på sådan en tur er det nu ikke så slemt.
Hvis jeg igen skulle sejle til Middelhavet med min lille 17 fods speedbåd “Mini Lisa”, som bruger næsten dobbelt så meget benzin som sejlbåden bruger diesel, så er det stadigvæk overkommeligt.
880 liter benzin bruger vi på en ekspedition til Middelhavet i Mini Lisa, hvilket svarer til 13.500 kr med dagens benzinpriser i Tyskland og Frankrig.
Havnepengene er virkelig små på kanalerne, og mange steder ligger man endda helt gratis. I dag ville det nok løbe op i ca. 2.000,- kr for hele turen fra Østersøen til Middelhavet for os i vores Bavaria.
Med andre ord ca. 10.000,- kr for tre måneders ferie i en sejlbåd – og hele vejen til Middelhavet. Det er da ikke dyrt, syntes du? For de samme penge ville vi ikke engang kunne løbe på ski i én uge.
Hvilken anden tre måneders ferie ville du kunne holde for 10.000,- kr?
Så snart en båd kommer ned på en flod, med grønne bjerge som rejser sig på begge sider, sker der noget.
Det er spændende og afvekslende.
Det er et eventyr!
Jeg har sagt det før: Jeg elsker at sejle for sejl og at være på åbent hav, men der er altså noget specielt over flodsejlads også.
I min bog Den sidste idiot er ikke født endnu deler jeg en masse skæve og sjove oplevelser fra floderne, men den tur jeg netop er kommet hjem fra nu kan bedst sammenfattes med denne lille episode fra Verdun i Frankrig:
“Du skal bare vise os båden og byde på en øl,” siger guitaristen på engelsk med fransk accent.
Klokken er elleve om aftenen, og vi står ude på gaden, nogle meter fra floden La Meuse i Verdun. Den franske sommervarme trykker ikke længere, men shorts og t-shirt er stadigvæk nok til at holde varmen.
Jeg taler fem sprog, men fransk er desværre ikke ét af dem. Det gør det selvfølgelig sværere når man, som mig, elsker at snakke med mennesker. Men alligevel går det overraskende enkelt da vi på dette togt sejler ned gennem Frankrig fra Holland og Belgien.
“Spiller du guitar?” spurgte en af kvinderne i gruppen af glade mennesker, da vi lidt tidligere passerede dem.
“Øh, tjah… jo…” svarede jeg lidt udsvævende på engelsk, og pludselig sad min kusine Karin og jeg midt i en flok franskmænd med en guitar i hånden. Den eneste sang jeg i det overraskende øjeblik kunne komme i tanker om, var en med Kim Larsen. Heldigvis var det “This is my life”, hvor teksten er på engelsk, så det gik alligevel.
Fordi jeg i et overraskende øjeblik turde sige ja til at komme ud af min comfort-zone, er vi nu kommet med i fællesskabet. En broget flok mænd og kvinder, hvor den yngste går i gymnasiet og den ældste er pensionist. Nogle taler engelsk, andre ikke. Alligevel snakker vi med alle, for selv dem som har svært ved andet end fransk anstrenger sig.
“Det forstod jeg ikke,” siger en mand da jeg forklarer at vi er på vej til Mosel. Han hiver en kammerat over, som oversætter mit engelske til fransk, og så kan vores samtale fortsætte.
Jeg rækker guitaren over til en af de andre, som slår strengene an. En kvinde synger, og uanset hvilke akkorder der bliver spillet på guitaren, kan hun teksten. Vi andre synger med på omkvædet mens vi nipper til vores øl.
Jeg får guitaren igen, og starter på forspillet til “Proud Mary”. De andre begynder hurtigt at synge med.
Da vi kommer til tredje vers virker det som om alting passer sammen:
If you come down to the river Bet you gonna find some people who live You don’t have to worry cause you have no money People on the river are happy to give
Det er også hjælpsomhed og imødekommenhed vi selv hele tiden møder på floden og omkring den. Ikke kun nu i aften over en øl med sang og guitar, men også i sluserne, i havnene og på gaden.
I en sluse i Holland blev vi inviteret på espresso af en tysker, i en havn i Holland blev vi inviteret på hvidvin af Margrethe som havde læst “Den sidste idiot er ikke født endnu”, og på en ø i Belgien mente havnefogeden, at vi ikke skulle betale havnepenge, men i stedet bruge pengene på caféen.
Ude på gaden, i den varme franske nat, bliver jeg suget fuldstændigt ind i den gæstfrie stemning og udbryder pludselig:
“Hvor er her dog dejligt. Hvad skal jeg gøre for også at blive fransk?”
De andre griner og smiler og ham som nu har fået guitaren siger:
“Du skal bare vise os båden og byde på en øl.”
Hele flokken griner igen, for de ved godt at vi slet ikke kan være på lille Mini Lisa allesammen. Der er heller ingen som forventer at vi skal byde dem på øl, for vi er allerede accepterede. Vi er allerede en del af flokken og af fællesskabet – også selvom vi ikke er franske.
Hav en rigtig dejlig sommer – måske ses vi derude et eller andet sted?
P.S. “Hold nu k… en god gang underholdning og kæmpe inspiration” skrev Kim til mig i forrige uge.
Kan man virkelig sejle på Europas floder og kanaler til Middelhavet i en sejlbåd? Er kanalerne ikke sandede til, så det kun går med en fladbundet motorbåd?
Nej, det er noget vrøvl!
“Når du sejler ind i Frankrig, vil du blive spurgt om din dybgang. Er den større end 1,6 m. får du ikke lov til at komme ind,” har jeg hørt nogen sige…
Ja, det er korrekt, at det i øjeblikket er sådan på Canal de la Meuse fra Belgien ind i Frankrig, men det er bestemt ikke hele Frankrig som er sandet til. Så for en sejlbåd med en større dybgang end 1,60 m er ruten jeg plejer at anbefale gennem Holland, Belgien og Frankrig ikke mulig i øjeblikket.
Mange ruter til Middelhavet
Min anden anbefalede rute er Rhinen, Mosel og Canal des Vosges, og den fungerer stadigvæk. Her vil du møde den laveste vanddybde på Canal des Vosges, og den er mindst 1,80 m.
Da jeg selv sejlede der i oktober sidste år, målte jeg vanddybden med mit eget ekkolod hele vejen. Dybden er god nok. Men du må ikke skære hjørnerne af – hold dig i midten af kanalen, hvis dybden er en udfordring.
Der er selvfølgelig også andre ruter end dem jeg anbefaler.
På VNF (Voies Navigables de France – firmaet som styrer de franske kanaler) kan du læse mere om planlagte lukninger af kanaler, for eksempel ved reparationer og vedligehold. Du kan også læse om ekstraordinære ændringer, som f.eks. dybden på Canal de la Meuse.
(Bemærk dog at VNF’s hjemmeside til tider kun kan nås fra Frankrig, så vil du nå den her hjemme fra, er du måske nødt til at bruge en VPN. Nogle gange er den åben, andre gange ikke).
Så kan man sejle til Middelhavet med en sejlbåd på Europas floder og kanaler? Ja, det kan man i hvert fald!