Sejltrim er vigtigt for tursejlere og langturssejlere
Som tur- eller langturssejler tænker du måske, at sejltrim kun er for kapsejlere? Men korrekt sejltrim gør en kæmpe forskel – ikke kun for farten, men også for komforten, sikkerheden og mindre slitage på udstyret.
“En godt trimmet båd sejler ikke bare hurtigere, den sejler også meget mere behageligt, og det mindsker belastningen både på udstyr og besætning,” fortæller Øyvind Bordal, journalist, forfatter, langturssejler og sejlercoach i min podcast Eventyrsejlerne.
Her er nogle af de vigtigste grunde til, at tursejlere også skal kigge på sejltrim:
- Komfort og sikkerhed
En veltrimmet båd krænger mindre, ruller mindre og føles mere stabil. Det betyder, at du kan slappe mere af, og at både du selv og dine gaster får en langt bedre oplevelse. - Mindre slid på udstyr
Når sejlene ikke er trimmet korrekt, belaster det ikke kun båden, men også udstyret – og især autopiloten. “En dårlig trimmet båd kræver meget af autopiloten, og sejlene slides også hurtigere,” forklarer Øyvind i afsnit #17 af Eventyrsejlerne. Men ved at trimme ordentligt skåner du både udstyret og sejlene, og det kan spare dig for mange penge i det lange løb. - Bedre fart og mindre motorbrug
Det er ikke kun kapsejlere, der har glæde af en højere fart. Som langturssejler kan korrekt sejltrim betyde, at du når frem hurtigere, slipper væk fra et uvejr – eller bruger mindre tid på motorsejlads. Især på lange strækninger gør det en stor forskel.
Øyvind Bordal er en af forfatterne til Sejl og rig – håndbog i trim. Det er en bog, som er skrevet specielt til tur- og langturssejlere, og sejltrim er ikke svært. I afsnit 17 af podcasten Eventyrsejlerne får du en masse af Øyvinds enkle tips til sejltrim, som du selv kan bruge på din næste sejltur.
Som en bonus får du også at vide, hvorfor sejltrim er godt for dit kærlighedsliv 😍
Søg efter Eventyrsejlerne der, hvor du lytter på podcasts – eller lyt på Spotify her.