På jagt efter kærlighed

Den 5. december 2000 kom jeg frem til St. Lucia i Caribien efter at have sejlet over Atlanten første gang. Dagen efter mødtes Margareta og jeg, men som altid ved langturssejlads er der så mange afskeder. Efter bare et par dage var jeg tvunget til at sejle sydpå, og Margareta til at sejle nordpå.

To dage efter sad min ven Folmer og jeg med hver sin sundowner i Topas´ cockpit. Tropenatten kom hurtigt og en efter en tændte ildfluerne sine små lanterner inde blandt palmerne. “Det her er sådan en aften hvor vi skulle sidde med hver sin pige. Ikke med hinanden,” sukkede Folmer.

Han havde ret. Jeg burde finde Margareta og bortføre hende. Tage hende med tilbage til Topas.

Morgenen efter sad jeg og svedte i en bulet Toyota HiAce. En gammel minibus med dæk så slidte, at de skulle have været skiftet for flere år siden. Den var beregnet til 12 passagerer, men uden problemer havde chaufføren klemt 16 personer ind. Han fik jo betalt per næse.

Jeg ville have haft en buket blomster med mig, men jeg lykkedes ikke at finde det. I stedet blev det en klase bananer. Jeg håbede at det duede.

Der var ikke meget trafik på de støvede veje, men da en safarijeep kom den modsatte vej måtte jeg knibe øjnene sammen i vantro. På ladet sad en gruppe mennesker. Margareta var den ene. Synet gav mig først en boblende fornemmelse i hele kroppen. Så sprængtes alle boblerne og fik mine nervespidser til at sitre. Hvad lavede Margareta på ladet af en jeep? Kørende i den modsatte retning af mig? Det tog kun to sekunder inden jeppen havde passeret, men jeg nåede at tænke lige så mange tanker, som de tusindvis af sømil vi havde sejlet. Jeg kunne jo ikke køre nordpå, hvis Margareta samtidigt kørte sydpå.

“Stop bussen!” råbte jeg uden at tænke på konsekvenserne. De andre i bussen kiggede på mig. Jeg kunne se hvordan de tænkte “Dumme turist, hvad skal han her ude i bananplantagen?”

Chaufføren rakte en hånd tilbage og jeg lagde nogle East Caribbean dollars i den. Nogen åbnede skydedøren i siden, en anden rakte min rygsæk ud på vejen til mig. Så forsvandt den grå Toyota HiAce i en sky af reggaemusik og forbindelsen til civilisationen var væk.

Jeg så mig omkring. Jeepen var nu ikke mere end en støvsky i det fjerne og der var intet andet end bananplanter her. En følelse af ensomhed skyllede ind over mig.

Jeg havde ikke gået langt, før der kom en bil bag mig. En brun personbil med tonede ruder. Jeg jublede stille mens jeg stillede mig ud på vejen og vinkede.

“Min kæreste …” begyndte jeg, da sideruden blev åbnet og afslørede en mand med nystrøget hvid skjorte. Et strejf af airconditioneret luft ramte mig i ansigtet sammen med et par strofer reggaemusik. Dog i mere moderat volumen end i bussen. “Min kæreste er kørt den vej, og jeg skal efter hende.” Jeg var slet ikke sikker på om jeg endnu kunne kalde Margareta for min kæreste, eller om hun i det hele taget ville være det.

“Jeg er ked af det,” svarede manden og sænkede hovedet lidt. “Det er en regeringsbil, og jeg kan desværre ikke tage nogen med.”

Jeg følte mig slap i kroppen, da den brune bil forsvandt ind blandt bananpalmerne, hvor Margareta også var forsvundet. Hvad var chancen for at jeg nogensinde ville finde hende til fods? “Held og lykke,” havde manden sagt, og det havde jeg brug for.

Da den næste bil kom, stillede jeg mig ud på vejen igen. Den skulle ikke få lov til at komme forbi uden at tage mig med.

“Yeah, maaan,” hilste han, som de fleste gør i Caribien.

“Min kæreste …” Jeg bed mig i læben over igen at bruge det ord, uden at vide om jeg egentlig havde lov til at bruge det. “Jeg skal efter hende.” Jeg pegede fremad.

“Ok, maaan. Det her er godt nok en taxi, men jeg er booket. På vej til lufthavnen, maaan.” Han beklagede, og det så virkelig ud til at han mente det.

Jeg fortalte om bortførelsen, bussen og Margareta som nu var forsvundet i en jeep. “Du bliver nødt til at hjælpe mig!”

Han rynkede brynene. Så slog han ud med armene og fabrikerede et smil som truede med at dele hans ansigt i to dele. “Kærligheden kommer altid først,” sagde han og åbnede passagerdøren. “Dem i lufthavnen må vente.”

Jeg mærkede hvordan et begyndende håb fik blodet til at pumpe helt ud i ørerne, da jeg satte mig ind i den rullende ghettoblaster.

Vi kom ud af plantagen og igennem en by. Vejen delede sig flere gange, og mit håb begyndte at forsvinde igen.

“Jeg tror jeg ved hvor de jeeps plejer at køre hen,” sagde taxichaufføren. Men han stoppede alligevel for at spørge en gammel dame på et hjørne om hun havde set den. Jeg forstod ikke det melodiske kreolsk-engelske de talte sammen, men jeg forstod de afvisende arme og hendes beklagende ansigtsudtryk.

“Jeg tror at de er kørt op i bjergene,” sagde taxichaufføren da vi kørte videre. Hans humør var ikke det fjerneste berørt af damens svar. Jeg håbede at han havde ret.

Vejen blev til en jordvej, og hullerne blev større og større. Bilen bumpede og chaufføren sænkede farten. Han slukkede for radioen og fik en dyb rynke i panden. Jeg tror at den rynke smittede, for jeg mærkede hvordan uroen igen kravlede ind i mig.

“Jeg kan snart ikke køre længere,” sagde han, og jeg var ikke overrasket, selvom hans ord gjorde mig modløs. En jeep var det rigtige transportmiddel, når man skulle denne vej. Spørgsmålet var, om jeg skulle fortsætte til fods når den endelige dom kom, eller om jeg skulle køre med taxien tilbage igen?

Vejen svingede og gik stejlt opad i en smal stribe som skilte det grønne. Jeg rev chaufføren i armen, så bilen svingede farligt ind mod et træ. “Der er de!”

På toppen af bakken kravlede jeepen langsomt over huller og sten. Taxichaufføren grinede og viste alle sine gule tænder. Han dunkede mig i ryggen og gav lidt ekstra gas, så støddæmperne gik i bund når hjulene forsvandt i et hul.

Jeg stak overkroppen ud af vinduet og vinkede og råbte efter jeepen som stoppede.

Taxichaufføren fik rigeligt med drikkepenge og så hoppede jeg ud af bilen. To vildtfremmede mennesker trak mig op på ladet af jeepen. Så kørte den med knirkende støddæmpere videre opad.

Jeg scannede hurtigt flokken af mennesker, som med solblegede kasketter og lyse skægstubbe alle så ud som sejlere. Så kantede jeg mig fremad på ladet, mens et ekstra hul i vejen næsten satte mig på grund på skødet af engelsk herre. Så fangede mine øjne Margaretas, og de stoppede der. Hendes øjne var opspærrede i vantro og hun holdt en hånd for munden.

Så smilede hun. Jeg smeltede og løb ud gennem hullerne i mine sandaler. Så gav jeg Margareta klasen med bananer.

Nu er vi tilbage på St. Lucia. Meget har ændret sig, men meget er også det samme. Hele familien tog i går en bus for at finde bananplantagen, og den er lige så øde som for 16 år siden. Busserne er også lige så fyldte og solen skinnede lige så dejligt. Men denne gang skal vi begge sejle nordpå. Sammen.