I sikkerhed?

“What are you looking for?” spørger en ung lokal mand med en hvid t-shirt og en guldkæde om halsen. Jeg går rundt en aften i de halvmørke gader i St. George, Grenada sammen med min nye hollandske ven Robert, eller “Dutchman” som han kaldes i Caribien.

“Vi leder efter et sted at drikke en øl,” svarer jeg og undrer mig over at det eneste liv på gaderne er kakerlakker, som spæner væk når vi kommer. St. George er trods alt hovedstaden.

“Der.” Manden peger på en grøn plankedør halvtreds meter væk. “I er sikre der.”

En af gæsterne i baren, som om dagen har en fantastisk udsigt over havnen, viser sig at være politimand. Han gentager, at vi er sikre. Det gør en af de andre gæster også, da han skåler med sin 60% Woodman-rom. Vi bliver hængende ret længe, for vi har nogle interessante samtaler med både gæsterne og ejeren. Det ender med at vi inviteres på middag dagen efter (men det er en helt anden historie).

Da stedet lukker fortsætter vi ned ad den dunkle gade. Vi falder i snak med nogle unge mennesker foran et mørkt hus, som burde være revet ned for flere år siden. Der er ikke et eneste vindue som er helt. Lugten af marihuana, eller ganja som de kalder det, ligger som en døsig dyne over de seks drenge og to piger.

“We are the niggers of the street,” siger den ene og knytter hånden. Det er måden man hilser på hinanden her, så det er ikke noget som skræmmer mig. Stemningen er dog noget hårdere end hos politimanden i den lille bar. Hvert andet ord som siges er et bandeord, og selvom jeg ikke er sart er det næsten så jeg rødmer når jeg hører dem tale.

“I er sikre her,” fortsætter drengen, som er i midten af tyverne. Der står New York på hans kasket, men jeg tvivler på, at han har penge til at rejse nogen steder.

“Stinkin´ moron,” råber han, og det får en kortklippet sort fyr til at dukke op i mørket. Han slæber en hvid køleboks efter sig over asfalten. Det er bartenderen i deres smugkro, og kassen er fyldt med øl og rom som køles af is.

Robert og jeg køber hver sin øl og indleder en samtale med drengene. Vi står stadig ude på gaden, med ryggen til havnen, hvor fiskerbådenes blinkende lys narrede os til at tro at der var fest. Fyren med kasketten trækker en flaske rom op af køleboksen. “I køber vel den her til mig og mine boys?”

“Næh, det gør vi ikke.” Robert og jeg er helt enige om den sag.

“We could have a street fight,” siger drengen med kasketten. Jeg er tvivl om han virkelig mener det, eller bare prøver på at virke hård. Uden at behøve at diskutere det, er Robert og jeg dog også enige om at vi hellere må komme videre.

Stemningen er meget bedre da vi går over bakken og ind i Esplanade, den anden del af St. George. Vi falder over endnu en smugkro på gaden, men her er der ingen bandeord.

“I er helt sikre her,” siger en sort pige i 20-årsalderen til os. Hun dufter af parfume og kjolen er så stram at vi næsten ikke tør se på hende.

“Hvorfor siger alle sådan?” spørger jeg. “Har vi grund til at være urolige?”

Hun griner så jeg næsten smelter og løber ud gennem mine tynde flip-flops. “Nej, nej. Grenada er et godt land. I er sikre sammen med os.”

Vi får nogle flere spændende samtaler i den mørke gyde. Selvom vi er på en lille fattig palmeø, er befolkningen meget vidende om, hvad der sker i verden. Efter et par øl afslår vi at følge med dem videre i byen. I stedet går vi mod havnen, hvor jollen skal tage os ud til vores både, som ligger for anker.

Bag os hører vi løbende skridt som giver ekko i den tomme og dårligt oplyste gade. Det er pigen. Hun sænker farten da hun når os, og hun går først lidt i tavshed.

“Jeg har langt hjem,” sukker hun og hiver lidt i kjolen. “Det er helt til St. Davids. Jeg har heller ingen penge til bussen.”

“Vi kan tage dig med i jollen over til den anden side af bugten,” siger jeg. Jeg giver af princip aldrig penge til folk jeg ikke kender. “Det vil spare dig for et par kilometer.”

Hendes øjne er opspilede da vi hjælper hende ned i gummibåden. Hun sætter sig helt ned på dørken mens Robert og jeg sidder på kanten som vi plejer.

“Jeg kan ikke svømme,” siger hun med en stemme som har mistet al selvsikkerhed. “Jeg har aldrig været i en båd før. Kan den synke?”

Bagefter talte Robert og jeg om, at vi håber at vores egne døtre ikke vil gøre det samme som pigen fra St. Davids: Køre afsted med to helt fremmede mænd. Men heldigvis er det jo kun vores omsorg og fædre-instinkter som gør at vi vil hjælpe hende.

“Du er helt sikker her,” siger jeg og smiler over de nu ombyttede roller. “Det er en god jolle. Du er sikker sammen med os.”

Vi sætter hende af ved supermarkedets jollebro længst inde i lagunen. Så fortsætter vi ud i mørket mod ankerlysenes hvide stjerner.