2200 sømil er langt

Sejlene er helt nedrebede, og alt sejlertøjet er på. Middelhavet er slet ikke så tillokkende blåt, som det var for bare et par timer siden. Kulingen får en gang imellem en bølge til at slå ind over forskibet. Når vandet er løbet væk, sidder der et tykt lag salt tilbage.

Vi er trætte, og det er faktisk ikke så sjovt. Niels og Kim har koplet autopiloten fra og sidder med indkoplede livliner og styrer. De klarer, til trods for modvinden, de store bølger og de små sejl, at holde en fart på 7-8 knob.

Jeg er imponeret over hvor godt vores “nye” Bavaria 36 klarer havet, vinden og os. Der er ikke noget der knirker, der kommer ikke vand ind i båden og vi kan sove om natten, selvom der en gang imellem kommer et højt brag, når stævnen rammer en bølge.

Da kulingen blæser af og vi til sidst er nødt til at starte motoren bliver havet så fantastisk blåt, som det kun bliver i Middelhavet. Vi har helt glemt, at vi natten inden var våde og trætte.

Vi drikker kaffe, lytter på musik, fortæller løgnehistorier og nyder livet! Imens sørger Anna Lisa for at vi sømil efter sømil kommer lidt mere hjemad.

Normalt planlægger vi ikke efter at sejle i modvind, men der er langt fra Mallorca til Øresund. 2200 sømil sejles ikke på en eftermiddag, og der er mange hensyn at tage. Vi tager en enkelt dag med dårligt vejr, for senere at nå et vejrvindue som vil skåne os for endnu dårligere vejr.

P.S. Mens vi sejler hjem, kan man købe vores bog “Et år uden sko” for kun 79,- kr. Tilbuddet gælder indtil båden er hjemme igen 🙂